Hvad gør man, når voksne synger falsk?

De unge kvinder knirker

Thea Sejr

Underviser i retorik og stemmebrug i Retorisk Tale

”Vocal fry” er efterhånden et velkendt fænomen i USA – både blandt unge piger og ældre sprogforskere. Nogle kalder fænomenet for en epidemi der spredes gennem populærkulturen og inficerer pigegrupper i cafeterier såvel som på colleger. Men hvad er det – og vil det også ramme Danmark?

Lad mig starte med første del af spørgsmålet. Den bedst dækkende danske oversættelse af ”vocal fry” er knirk – en lavfrekvent, boblende, guttural lyd der dannes af at lufttrykket under stemmelæberne er svagere end den modstand stemmelæberne laver i forbindelse med tale. Knirk bliver også kaldt ”underliggende støj på stemmen” og høres oftest i forbindelse med en dyb tone, for eksempel i slutningen af en sætning. Her er man nemlig ofte ved at løbe tør for luft, og derfor bliver lufttrykket under stemmebåndene lavere. Ja, det bliver lidt teknisk nu, så måske er det bedre med nogle lydeksempler:

Elmer Fjot har en stemmelidelse der gør at han knirker på alle ordene
(og ja, derudover har han nogle artikulatoriske problemer)

Kim Kardashian er blevet fremhævet som skoleeksemplet

på en kvindelig performer der har knirk på stemmen 

og som gør det cool for andre unge piger at knirke.

Her er det særligt på ordene “shoes”, “squad” og “equinox” 

Men knirk er ikke bare noget der tilfældigvis lægger vejen forbi din stemme. Det er tit (ubevidst) sociologisk eller retorisk motiveret, hvilket jeg vender tilbage til.

I denne film kan du se en fornem samling knirkende kendte,
og hvad der sker med stemmebåndene når man knirker (0.38).
Sidstnævnte kan du også se mere til her. 

Danmark knirker også

Nu til anden del af spørgsmålet; nej, det kommer ikke til Danmark – det er her allerede. Og du har med garanti hørt det. Flere talelærere har i hvert fald de seneste år bemærket en stigende tendens til knirk blandt unge danske piger og hos radioværter, typisk musikprogramværter, på P3 og P6.

Sara Frost er ligesom Camilla Jane Lea (knirk 1.32 og frem) og
Augusta Glahn-Abrahamsen (knirk 3.42-5.39) blandt de adskillige
kvindelige radioværter der knirker. Frost knirker her især ved 0.07 og 2.38 

De fleste af disse stemmer har kun intermitterende knirk, det vil sige at de ikke knirker hele tiden som Elmer Fjot, men kun på enkelte ord. Dog kan Sara Frost faktisk knirke på hele sætninger som: ”Jeg glæder mig til at se hvad han kan lidt senere hen, på vejen”. Knirk skyldes ikke nødvendigvis en stemmelidelse, men er et stemmekarakteristika som de fleste med en normal stemme kan anlægge sig. Og det vælger flere og flere unge piger og kvindelige kendisser altså at gøre. Amerikanske undersøgelser har vist at det efterhånden er et flertal af kvinderne på de videregående uddannelser der taler ligesom Kim Kardashian, Britney eller Ke$ha.

Ke$ha har som autodidakt sanger gjort den knirkende stemme
til et stærkt genkendeligt varemærke for sin musik

Fra autoritær mand til attraktiv kvinde

Meget tyder på at det samme gør sig gældende i Danmark. Og ikke bare knirker de fleste unge danske kvinder, der er også procentvis flere kvinder end mænd der har knirk på stemmen. Fordi knirk oftest høres på de dybe toner, har knirket længe været kendetegnende for mandestemmer, og det har skabt teorier om at kvinder tillægger sig knirk for at fremstå mere autoritære. Knirket skulle altså være situationsbestemt (og kulturelt bestemt) og bidrage til talerens personaopbygning. Andre studier sandsynliggør at knirket også bruges når taleren vil intensivere en følelse, for eksempel: ”I really don’t like zucchini” (informant i Yuasas studie fra 2010) hvor der knirkes på det understregede. Endelig er det oplagt at knirket har den sociale funktion at man i en samtale signalerer at man er færdig med at tale ved at afslutte sin sætning med knirk. Knirket har altså både en personaopbyggende og en social funktion, også på dansk. Men det er der for så vidt ikke noget nyt i. Det nye er at der er gået mode i den knirkende stemmebrug. Ikke fordi den giver autoritet, men fordi den nu symboliserer en bestemt attraktiv kvindetype.

Stemmemoden 2014

I dag er knirk i lige så høj grad udtryk for kvindelig seksualitet, uddannelse og uafhængighed som for mandlig autoritet. I vestlig kultur vel at mærke og særligt i USA. Så når kvindelige skuespillere som Reese Witherspoon, Renée Zellweger og Gwyneth Paltrow spiller amerikanske roller, knirker de for eksempel mere end hvis de spiller britiske karakterer.

Bevidst eller ubevidst udtrykker unge kvinder (ligesom de fleste andre mennesker) deres identitet gennem blandt andet deres stemmebrug ud fra den kollektive opfattelse af hvad forskellige stemmekarakteristika udtrykker. I USA er knirk de senere år i højere og højere grad blevet associeret med attraktivitet og status hvilket kan forklare den ”epidemi” USA har oplevet. Skuespillere i film og tv-serier portrætterer dels kvindetyper der allerede eksisterer, men samtidig forstærker og udbreder de, sammen med andre kendte, bestemte stemmeidealer. Den californiske dialekt gør oftere brug af knirk end andre amerikanske dialekter, og da en stor del popmusik og filmproduktioner kommer fra netop Californien, bliver knirket vidt udbredt.

I en del omtaler af Wolk et al.’s resultater fra 2012 udlægges det som om

 ”vocal fry” er skabt af sangere og tv-stjerner

Herhjemme er mange musikværter og musikinteresserede influeret og inspireret af den amerikanske musikscene, og unge danske kvindelige radioværter og lyttere påvirkes derfor også af tendensen. Hvis radioværter, skuespillere og sangere knirker, vil lyttere, seere og fans finde det mere naturligt at høre enten sig selv eller andre knirke. Det kan også blive en social markering af at man tilhører for eksempel Unga Bunga-miljøet eller andre musik- og kunstmiljøer. Derfor er det heller ikke unormalt at der er flere piger i en gruppe der taler ens. Vi ændrer vores stemmebrug for at passe ind og for at udtrykke vores identitet. Jeg er personligt uenig med de amerikanske nyhedsværter der mener at sangere, musikværter og andre idoler har ”opfundet” knirk eller ”vocal fry”, men jeg er enig i at de er med til at udbrede opfattelsen af at det er cool og sexet.

Too cool for school – eller hvad?

Knirk er efterhånden blevet lig med en uformel, veluddannet og urban kvindetype. Det udtrykker altså ikke bare at man er ”too cool for school” som nogle amerikanske kommentatorer har konkluderet. Knirket er derimod udtryk for at man er en kvinde der vil frem i verden, men som går sine egne veje. Og så udfordrer det den klassiske opfattelse af at universiteter kun er for pæne piger. Som stemmelidelse kan knirket skyldes druk, rygning og for lidt søvn, så kvinder der knirker, lyder let som nogle der lever et spændende, ubekymret, hipt liv med høj musik, lange byture og en livsfilosofi om at man kan sove når man dør. Overraskende nok udtrykker en knirkende stemme ikke selvsikkerhed (Yuasa 2010). Måske fordi den knirkende stemme ikke er lige så kraftfuld som en normal stemme. Man kommer derfor hurtigt til at lyde mere tilbagelænet end fremadstormende. Dette gør at knirk sagtens kan forenes og forbindes med traditionelle kvindelige stemmekarakteristika. Også selvom stemmen er dybere. Her er det måske værd at notere sig at denne stemmemode ikke er ny. Faktisk har det siden 1960’erne været in med en dyb kvindestemme (Austin 1965).

Jacqueline Kennedy som var et stort stilikon i 1960’erne,

havde faktisk en forholdsvis dyb stemme

Danske studier tyder på at et flertal af kvindelige studerende ved Københavns Universitet også knirker. Hvorfor de gør det, er endnu ikke blevet undersøgt, men det er ikke usandsynligt at de er påvirket af de samme tendenser og personaopfattelser som unge amerikanske kvinder; altså at knirket repræsenterer en personlighedstype der er uformel, urban, veluddannet og lidt tilbageholdende.

Knirket bliver altså både en måde at adskille sig fra den traditionelle opfattelse af en universitetsstuderende og en måde at tilhøre en social gruppe på. Kort opsummeret vil jeg bruge stemmeforskeren Yuasas ord og gætte på at de også gælder for danske kvinder: “American women, therefore, may subliminally adopt creaky voice to project the image of educated urban professional women capable of competing with their male counterparts.” (2010).

Den irriterende dille slider stemmen op

Men hvorfor egentlig al den snak om knirk? Er det ikke bare en dille der om nogle år afløses af en anden måde at tale på? Jo, måske. Forhåbentlig. Ikke bare kan det være vældig irriterende at lytte til i længere tid af gangen. Nogle bliver endda så irriterede at de laver indslag udelukkende om hvor irriterende det lyder:

Knirket overdrives i denne video for at understrege,

hvor irriterende det lyder når først man er blevet opmærksom på det

Det er også belastende på anden vis. For selvom de fleste af os kan producere knirket uden problemer, så er det hårdt for stemmelæberne. Det kan som sagt være svært at få tilstrækkelig lydstyrke på stemmen med knirk, og derfor vil mange talere øge presset på stemmen og spænde endnu mere op i hele taleapparatet med træthed og slid til følge. Siden kvinder i forvejen er mere disponeret for stemmelidelser end mænd, er tendensen faktisk noget der skal tages alvorligt. Med tiden medfører knirk lyst til at rømme sig, træthed i stemmemusklerne og hævelser på stemmebåndene. Især hos dem der gør den knirkende stemme til en vane eller et varemærke for sig selv. Stemmebåndene kan klare meget, og vi bekymrer os sjældent mens vi er i 20’erne og 30’erne, men med alderen bliver stemmen mere skrøbelig. Så der er flere grunde til at holde igen med knirket; både af sundhedsmæssige grunde og for ikke få en hel generation der lyder som Kim Kardashian og Ke$ha.

Selv i musikprogrammerne diskuteres stemmefænomenet

Hvis du vil høre mere om knirk i dansk radio, så kom til Stemmens Dag den 12. april 2014 i Rundetårn hvor Sara Gryholdt Rasmussen og jeg selv holder workshop om fænomenet.

RED.: Se også interviewet med Thea Sejr og Sara Gryholdt Rasmussen på dette link!

Læs mere:

Austin, William M. (1965): “Some Social Aspects of Paralanguage.” Canadian Journal of Linguistics11, 31–39.

Degn, Lone og Sørensen, Merete Agger (2012): Messen – En undersøgelse af den umiddelbare auditive effekt af messeøvelser på stemmekvaliteten knirk hos unge kvinder. Speciale i audiologopædi ved Københavns Universitet.

Grønnemose, Karina og Rasmussen, Sara Gryholdt (2013): Den umiddelbare effekt af knæ-gynge øvelse med fonation på F₀ i sammenhængende tale. En single-case effektundersøgelse gentaget på ti kvindelige universitetsstuderende.Speciale i audiologopædi ved Københavns Universitet.

Lindblad, Per (1992): “Knarrigröst.” Rösten, 142-182.

Pennock-Speck, Barry (2005): “The Changing Voice of Women.” Actas del XXVIII CongresoInternacional de AEDEAN, ed. Juan José CalvoGarcía de Leonardo, JesúsTronch Pérez, Milagros del Saz Rubio, Carme Manuel Cuenca, Barry PennockSpeck, and Maria José Coperías Aguilar, 407–15. Valencia: Dept. de FilologiaAnglesa i Alemanya, Univ. de València.

Wolk, L., Abdelli-Beruh, N. B. &Slavin, D. (2012):“Habitual Use of Vocal Fry in Young Adult Female Speakers”. Journal of Voice, Vol. 26 (3), 111-116

Yuasa, P. I. (2010):“Creaky Voice: A New Feminine Voice Quality for Young Urban- oriented Upwardly Mobile American Woman?”American Speech. Vol. 85(3), 315-337.

Kan du tale lidt højere?

Den kan synge solen sort

/Skye

Solsort. 

Svensk: Koltrast. Italiensk: Merlo. Spansk: Mirlo. Islandsk: Svartbröstur.

Tysk: Amsel/ Schwarzdrossel. Fransk: Merle. Finsk: Mustarastas ...

     

Stemmens Dag 2014. Klik & kik!

Stemmens Dags logo-solsort bliver også brugt på mange internationale Wikipedia-sider. Billedet er taget af den danske biolog og fotograf Malene Thyssen, som også har været meget aktiv Wikipedianer. Hun har meget venligt givet os lov at anvende fuglen. Tak!

Det særlige ved solsorten er naturligvis dens fantastiske stemme, og dens fløjt indgår på et af de bedste fund, jeg nogensinde har gjort i en tikronersbutik, musikeren Chris Hughes' cd 'Shift'. Han har siden sin barndom været meget optaget af Steve Reichs polyrytmiske univers, og skæringerne er både eksperimenterende og smeltende sød og krydret guf for øregangene.

Nummeret Slow Motion Blackbird, bygger også på Reich, hvis oplæg lød: “Very gradually slow down a recorded sound to many times its original length without changing its pitch or timbre at all.”  (Sænk ganske langsomt en indspilnings hastighed, indtil dens varighed er flere gange originalens. Gør det uden at ændre tonehøjde eller klang).

Det ser sort ud på en noget mere martialsk måde end solsortens blanke, iriserende fjerdragt. Men videoen med Blackbird-flyet var den lettest tilgængelige måde at give adgang til Slow Motion Blackbird. Det er en videosamling (tryk på 'playlist' hvis du vil se alle), hvor man både kan høre musikalske solsorte og Beatles' klassiker.

Chris Hughes har som råmateriale netop valgt en solsortestrofe, der i sin naturlige form kun er et par sekunder lang. Det magiske er både det komisk-absurde i et så langtrukkent solsortefløjt og så især, at man bliver klar over, hvilken utrolig detaljerigdom, der findes inde i sådan en lille lydbid, alle de små fraseringer, triller og betoninger.

Næst efter de sporadiske fløjt, som findes på Beatles' 'Blackbird' er det sandsynligvis verdens mest udbredte indspilning af solsortesang, ikke kun på nævnte Chris Hughes-cd. Selv har jeg bl.a. hørt disse nøgne fuglestrofer midt på Købmagergade omkring nr. 29, hvor de strømmede fra en butik. Og når jeg et par gange om ugen går rundt om hjørnet til SuperBest for at hente mejeriprodukter fra Øllingegård, lyder samme triller hver dag i grøntafdelingen. De tror selvfølgelig, at vi ikke lægger mærke til, at det er samme lydstump, de spiller igen og igen, men jeg kender mine lus på travet og mine solsorte på fløjtet!

Steve Reich; cd'ens for- og bagside; Chris Hughes

Hvad skal vi mere sige om solsortefløjt udover ”nyd dem!”?

Der er masser af eksempler på, at denne fantastiske sanger har opsnappet mobiltelefoners ringetoner (klik & kik & lyt) og efterlignet dem, og hjemme på mit eget tag har en solsort gennem tre somre gentaget samme strofe på fire toner, som minder om Vivaldi eller den italienske symfoni af Mendelsohn: do- mi- do- so…

Måske kunne man, mens man lytter til disse territoriale markeringer og demonstration af potens og overskud, som fuglesang jo også er, reflektere lidt over, hvordan det hænger sammen med fuglesange og andre kendingsmelodier og mantraer, som præger sindet og markerer en bestemt identitet. Fugles sange udvikler sig – ligesom hvalers blandt andet – langsomt og organisk i dialog med de andre, men således at man vil kunne følge og genkende det enkelte individ fra år til år. Nye toner kommer på, temaer varieres. 

Vi har alle en eller flere små kendingsmelodier, som vi føler os hjemme i. Jeg boede engang i en opgang, hvor naboen arbejdede som gartner i kvarteret, og derfor kom hjem kl. 12 hver dag for at spise frokost og hver eneste gang med de samme tre nedadgående mol-toner, som klang fint i den nøgne opgang. 

Problemet med mantraer er naturligvis, at man kan komme til at sidde fast i et spor, så det i stedet for at blive højnende ender som noget sløvende.

I stedet var det måske en ide at blive bare lidt mere som fuglene: Mærke i sin sjæl, hvad der trænger sig på af toner og strofer, bygge lidt på dem, holde fast over et stykke tid og variere lidt, så man opbygger et personligt udtryk med plads for noget nyt.

Ole Emil Riisager

De sidste fløjt skal den gamle nyhedsoplæser fra Danmarks Radio Ole Emil Riisager have, for de er både smukke og sande:

”Al respekt for H.C. Andersen, men nattergalen synger nu ikke smukkest. Det gør solsorten. Nattergalen er fuglenes Lauritz Melchior, den kan høres en kilometer bort – og bevares, det kan være flot. Men solsorten har de blødeste toner og det mest varierede repertoire. Ikke to solsorte synger ens. Indrømmet: de er heller ikke lige gode alle sammen. I sommeren har vi en, der ikke holder standarden. Den tror måske den er en sangdrossel, for den har det med at snyde for trillerne og tre gange hurtigt gentage et to-tonet interval. Det er slet ikke en solsort værdigt, og i distraktion kan den endda lave figuren fire og fem gange. Fra barndommen husker jeg en solsort, som efterabede togmandens rangerfløjte på Tisvilde Station. Ganske risikabelt, for tænk, hvis lokomotivføreren havde ladet sig forvirre. Og inde i Tisvilde Lunde lod farbror Knudåge sig inspirere af en solsort til et motiv i balletten Quartsiluni. Jeg er vis på, at det samme er sket for andre komponister (…)”

At synge – en vej til personlig udvikling

Lene Ravn, cand. phil., musikskolelærer, drømmetyder.

Oprindelig bragt i tidsskriftet Musikterapi, 20. årg., nr. 1, 1993

Beskrivelse af arbejdet med en teoridannelse omkring stemme, psyke og krop i specialet Så syng mig dog!

Præsentation af Roy Hart-teatrets stemmearbejde, som teorien er anvendt på. Og noget om udviklingen af en sangpædagogik, der tilgodeser pædagogiske, kunstneriske såvel som terapeutiske mål.

Stemmen og psyken

Hvordan stemme og psyke er forbundet, har jeg overvejet en del. Menneskets stemmelyd personificerer og identificerer så stærkt, at man blot ved at lytte til den straks ved en masse om personen. Klangen bag ordene giver et umiddelbart, intuitivt indtryk af køn (kønstilbøjelighed), alder, stemningsleje, energi, intention m.m.

Paul Moses, afdød amerikansk professor i stemmelære, udviklede en metode til at diagnosticere menneskelige neuroser udelukkende ved at lytte til stemmers klang, omfang, registerbrug, rytme, resonans og respirationsmåde. Han konstaterede på denne baggrund, at stemmen er indikator for, hvordan forskellige aldersfaser er gennemlevet, snarere end bundet til statiske kvaliteter som alder, køn og kropsbygning.

Stemmen afslører altså ikke kun det, vi er, men i høj grad også det, vi ønsker at være - personligheden, vi udtrykker os igennem (per - sona = gennem lyd). Stemmen kan være overdrevent indsmigrende sød, grov, neddæmpet, appellerende, æggende eller efterligne et idealiseret familiemedlem. Det afhænger at selvbillede og persona.

Desuden er stemmelyden kommunikationsbro. Den bringer os i kontakt med hinandens følelser og tanker, men kan også omvendt forsvare vores integritet - sørge for, at vi får 'spyttet ud' i stedet for at 'sluge det hele råt'. Også den indre kommunikation er stemmen bærer af. Det som ikke bliver udtrykt, kan lettere fortrænges. Og omvendt kan man blive løst at forbandelser (= psykiske komplekser) ved at 'sige troldens navn', dvs., udtrykke smerten i lyd. Det ubevidste bevidstgøres og frigives.

Stemmelyden er det mest subjektive udtryk. Den er sand menneskelig handling - kraft projiceret i rum. Samtidig er den også et objektivt, akustisk fænomen med materialekarakter (- ru som sandpapir eller blød som smør!).

Roy Hart teatret

I 1988 stiftede jeg bekendtskab med Roy Hart teatrets helt specielle måde at behandle stemmer på. Her kaldes stemmen for sjælens muskel. Stemmearbejdet er jungiansk funderet. Man arbejder på alkymistisk vis med at forvandle stemmeklangen, råmaterialet til guld - dvs. få den egentlige timbre frem. Fra dette balancerede centrum i stemmen og personligheden er det muligt at udtrykke alle sine sider i klang, til kunstnerisk formål og i al almindelighed. Vejen går igennem både mandlige og kvindelige sider i alle stemmer. Der arbejdes med meget høje og dybe toner, stemmeknæk og usædvanlige klangfarver (=stemmens skygge!), og man bruger hele kroppen som klangbund og frigør dens energi via stemmen.

Jeg oplevede på egen krop og stemme, hvordan øvelserne gik lige ind i min personlighedsstruktur og åbnede for glemte såvel som uopdagede kvaliteter. Da jeg på dette tidspunkt stod overfor at skulle skrive speciale, bestemte jeg mig for at arbejde med en teori omkring stemme, psyke og krop.

Så syng mig dog!

Min stemmeteori er fænomenologisk funderet, dvs. bygget op omkring oplevelse at stemmelyd. Metoden går efter kvalitative resultater: oplevelsen at den transformation og vækst i personligheden, der følges med en større integration mellem krop og stemme og mellem forskellige stemmekvaliteter. Resultaterne dokumenteres med båndeksempler vedlagt specialet.

Stemmeparametrene og det psyko-emotionelle

Hvordan opleves indholdet i de forskellige stemmeparametre? Undersøgelsen heraf er et vigtigt grundlag for teorien.

Stemmeklangen

Det er stemmeklangen der bærer menneskets identitet. Timbren er selvets egentlige lyd, men den kan være dækket at vemod, mathed, pænhed eller lignende, som vi ønsker at sælge og selv igennem. Den fuldtonende klang, der vibrerer af rytme og liv, afspejler en sund personlighed.

Kompressionsgrad

Stemmemusklernes kompressionsgrad viser noget om jeg- og viljesbetoning. Overkompressionen gemmer derfor aggression, mens underkompression viser hengivelse eller veghed.

Registre

Stemmens forskellige tonelejer og registre repræsenterer forskellige sider eller gestalter at personligheden. Dybden har således forbindelse til ro, afspænding, styrkeudladninger og til det mandlige hos begge køn, Mellemlejet er det kultiverede personaområde, hvor vitaler og ofte føler os mest hjemme. I højden kan de blafrende, jublende og hysteriske sider komme til udtryk tillige med det kvindelige og det barnlige. Stemmens knæk i overgangen mellem forskellige tonelejer betegner grænsen mellem forskel lige gestalters udtryksfelt - f.eks. den voldsomme overgang fra barn til voksen i pubertetsstemmer.

Tonehøjde

Jo højere tone, desto større muskelarbejde kræves der, svarende til en gymnastisk præstation. Vi stukturerer faktisk oplevelsen af et melodisk spring ud fra den motoriske oplevelse at et fysisk spring, mener neurobiologen Kjeld Fredens. Ikke underligt derfor, at mange lider af en stemmemæssig højdeskræk, som stod de på 3-metervippen, blot de skal synge over c²!

Resonans

Stemmens resonans afspejler psykens rummelighed, hvor meget at os selv, vi har med, vor selvaccept. Når hele kroppen giver resonans bag stemmen (inkl. fingre og tæer) er mennesket godt funderet i sit selv og med sin omverden. Stærk nasalitet og kæbespændinger, der hæmmer resonansen kan derimod være udtryk for en overudviklet persona (- man lader kun en begrænset, kontrolleret del klinge med).

Brysthulens resonans klinger at hjertets indleven og empati. Bughulen er rum for seksualitet og power, mens enden viser, du virkelig mener det. Ganens hvælv åbner til spiritualitet og åndfuldhed. I svælget kan følelser og instinkter boltre sig, mens mundhulens arbejde er at artikulere og kultivere.

Åndedrættet

Åndedrættet har at gøre med at optage, rumme og udlade energi. Den vigtigste åndedræts-muskel, mellemgulvet, gemmer mange tilbageholdte følelser. Stemmeudgydelserne er velegnede til at løsne op igen for det fortrængte.

Jung og Lowen

Menneskesynet bag stemmeteorien hviler på C. G. Jungs psykologiske personlighedsmodel og Alexander Lowens bio-energetisk krops-orienterede.

Roy Hart Teatrets stemmearbejde knytter sig til individuation. Man skræller sig gennem den uægte persona, hekse, trolde, prinser og prinsesser til timbren i stemmen, selvets lyd, som kan integrere og balancere de andre. Når stemmemuskel og mellemgulv får lov at arbejde anderledes end de plejer, og kroppen bringes til at vibrere levende med i lyden, vækkes sjælens glemte billeder (Roy Hart Teatret: voice images). Samtidig personificerer stemme-klangen faktisk arketyperne akustisk, så energien fra dem kanaliseres ud og kan bearbejdes. Bio-energetikken er et godt forklaringsgrundlag for, hvad der sker i kroppen og personligheden under sangen. Energi og personlighed er ét, mener Lowen. Person-ligheden bestemmes netop at måden, hvorpå energien kanaliseres og er fordelt i kroppen. F.eks. er det karakteristisk for den skizoides kropsenergi, at den er bundet i midten at kroppen og ikke når ud til de perifere organer. Gennem resonansudvidelsen i stemmearbejdet aktiveres de sovende kropsdele, så energien strømmer friere. Herved befris følgelig hele personen. Et andet Lowen'sk aspekt ved stemmearbejdet er, at det hjælper til en større udladning at energi, hvorved også en større opladning bliver mulig. Kroppens resonans gør det muligt at rumme energien, så personlig vækst kan finde sted. Lowens billede at personlig vækst er netop, at kroppen rummer mere energi, og at bevidstheden om kroppen øges.

Stemmens anima og animus

Endnu et trin mangler for at gøre teorien anvendelig til at forklare menneskelig stemmelyd på et psykologisk plan: Oversættelsen at anima og animus til energetiske termer.

Lydgivningens forskellige parametre afslører spænding mellem psykologisk feminine og maskuline kræfter. Overordnet står animus for kraftaspektet, udladning af energi, hvor anima ligger i rumaspektet - det at akkumulere og forme energi. Animus er styrke, pres, handling, manifestation, initiativ, klarhed, skarphed osv. Jo større bugpres og kompressionsgrad under lydgivning, desto mere er animus på spil. Anima hedder derimod blidhed, eftergivenhed, stemning, slør og det at lytte, acceptere, lægge klangbund til lyden og rumme den. Stemmemæssigt er det derfor anima, der sørger for resonansen - og for at give modtryk til animus-udladningerne, altså holde igen med indåndings-musklerne. Med hensyn til stemmens registre er det da nærliggende at henføre fuldregistret til at være overvejende animus' arena, og randregistret mest animas.

Eksemplet på for stor overvægt af animus kunne være den overkomprimerede, skarpe stemme, den der holder sig konstant til det dybe leje, eller den der holder sig indenfor et ganske lille toneområde (- logoskontrollen forhindrer følelses-mæssige udsving!). Animaovervægt vil snarere komme til udtryk i den underkomprimerede, knapt hørlige stemme, i et for højt fikseret stemmeleje eller i snøvl ( -for meget rumslør). Kræfterne kan også bruges til at låse hinanden helt fast og derved holde menneskets energiniveau nede – f.eks. i den knirkende stemme, der komprimerer tæt men samtidig holder igen på udladningen (- anima og animus bekæmper hinanden i stedet for at befrugte). Eller stemmen 'skiller' simpelthen ad i en lys og mørk funktion, der ikke kan finde ud af at mødes og smelte sammen. Harmoni, intensitet, udladningskraft og melodiositet i stemmen afspejler derimod en balanceret, sund sjæl, der har krop og følelser bag sig.

Jeg vil understrege, at teorien kun er en forklaringsmodel. Hvis man virkelig vil vide noget om stemme, psyke og krop, gælder det om at træne sit øre og sin intuition, dvs. bruge hele sig selv som resonantisk klangbund, når man lytter til et andet menneskes stemme.

Udviklingsorienteret sangpædagogik

Under arbejdet med den dybtgående Roy Hart-sang og stemmeteorien har det været et vigtigt mål at integrere erfaringerne i almindelig undervisningspraksis. Hvordan laver jeg en sangundervisning, der i mål og midler fremmer personlig udvikling, og som samtidig rummer det kunstneriske? En stemmedannelse, der bliver til sminke for personaen" ved kun at dyrke det skønne, duer ikke i denne sammenhæng. Sangundervisningssituationen er intim og kan let få terapeutiske træk. Overføringer og modoverføringer mellem elev og lærer har frit spillerum - måske med det uheldige resultat, at eleven idealiserer læreren og kommer til at lyde som denne.

Mål

For mig er det overordnede pædagogiske mål, at eleven kommer til at lyde mere og mere af sig selv og får mulighed for at udfolde sine potentialer gennem stemmen.

Støtte - udvidelse

Stemmearbejdet er i starten jegstøttende, skal give eleven selvtillid og fortrolighed med egen stemme, tager udgangspunkt i det, hun/han kan - og i bekendt repertoire. Derefter udvides horisonten gradvist med andre klange, større stemmeomfang, dynamiske nuancer, uvante genrer m.m.

Kroppen

Kroppen søges såvidt muligt inddraget. Bevægelse og lyd sammen. En god måde at afhjælpe intonationsvanskeligheder kan f.eks. være at holde lange toner under stærk motorisk aktivitet som løb eller rysten. Kropsenergien overføres til tonen. At ligge ned, mens man synger, kan også fjerne så meget stress, at tonen pludselig bliver ren. Eller bevidstheden om bestemte kropsdele kan styrkes via den resonansåbning, der sker, når lyden placeres der.

Psykisk integration

Der arbejdes imod psykisk integration. Glissandoøvelser er f.eks. særlig integrerende, da de forbinder forskellige områder af stemmen og dermed personligheden. Forskellige klangmuligheder afprøves: mandlige, kvindelige, barnlige, sarte og voldsomme. Når der er etableret en fortrolighed med dem enkeltvis, kan de integreres ved at overlappe hinanden i samme øvelse. F.eks. lange toner med forte-pianodynamik, vekslende resonans og vokalfarve.

Indadvending - udadvending

Øvelserne kan vælges, så de påvirker opmærksomheden i en ønsket retning. Er eleven drømmende og langsom, kan det være fint at arbejde med kraftige konsonantlyde, bugslag og hurtige, markerede bevægelser i krop og stemme. Også øjenkontakt og responsøvelser hjælper til at udadrette energien. Er der omvendt for meget action på, hjælper lange vokaler til at lytte, rumme og finde mere ro. Eller man kan synge med lukkede øjne og fylde kroppen med sin lyd.

Billeder og arketyper

At forestille sig karakteristiske mennesketyper er en enkel vej til at få særlige klange frem. Enhver har et bud på lyden af en 5-årig, en stor fuld mand, en heks eller en hysterisk opera-stjerne. Det er den indre forestilling, der baner vej for lyd, og omvendt åbner stemmelyd også til ukendte billeder og gestalter. Poetiske billeder af blomsterflor, havet eller jorden er også gode til at få stemme og åndedræt til at slappe af.

Dette var smagsprøver på arbejdet med stemmeteorien omsat til sangpædagogisk værktøj. I specialet uddybes yderligere teoriens anvendelighed i forhold til en stemme-analysemetode. Eksemplarer forefindes på Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet og på Musikterapiuddannelsen, Ålborg Universitetscenter. Det bliver muligvis udgivet.

Litteratur

Fredens, Kjeld: Musik er bevægelse. Modspil nr. 43, Tiderne Skifter, København 1989.

Klausmeier, Friedrich: Die Lust sich musikalisch auszudrücken. Rowolt Verlag, Hamburg, 1978.

Lowen, Alexander: Bioenergetik. Borgen, Kbh. 1988.

Moses, Paul J.: The Voice of Neurosis. Grune & Stratton, N.Y 1954.

Mosonyi, Desiderus: Musikkens irrationelle grundlag. Modspil nr. 19, 1982.

Ravn, Lene: Så syng mig dog! Om at lære sig selv at kende gennem stemmen - belyst ved en undersøgelse af Roy Hart Teatrets stemmearbejde. Musikvid. Inst. Kbh's Univ. 1991. (Forespørgsel om udgivelse: tlf. 39 65 54 95, Lene Ravn).

Riis, Kristian & Bonde-Petersen, Flemming: Kroppens funktion under klassisk sang. En arbejdshypotese. Musik og forskning 2, Musikvid. Inst. Kbh's Univ. 1976.

Stemmens Dags artikelarkiv